Rengøring af sensor
Nu oplevede jeg det. Min sensor blev plettet – og det kunne ses. Nu har jeg forsøgt mig med at rense sensoren selv.
For leden var jeg ude på en spændende fotoopgave. Det drejede sig om at tage portrætter af en singer/songwriter og en pianist (det vender jeg formentlig tilbage til senere på ugen). Da vi nærmer os slutningen af foto-seancen opdager jeg en plet på alle billederne. Jeg har altid været ret omhyggelig med at skifte objektiver og være forsigtig med at der ikke kommer støv ind i kamerahuset – det har altid været min store frygt, at jeg en dag skulle opleve grimme pletter på min sensor.
Da jeg kom hjem begyndte jeg straks at google, og jeg kunne se, at mange har måtte betale mellem 700 og 1.000 kr. for at få renset deres sensor af en professionel. Det er rigtig mange penge. Så jeg tænkte på at gøre det selv. Jeg fandt nogle forskellige fora der diskuterede sensorrens, teknikker og produkter, og jeg endte med at købe et kit fra rensensor.com med “det hele” (eller i hvert fald det meste).
Den essentielle del af pakken er nogle stænger med noget særligt stof for enden. Dette stof drypper man et par dråber speciel rengøringsmiddel på, og så ‘fejer man’ sensoren en gang den ene vej, og en gang den anden vej. Jeg var lidt skeptisk først, og også en smule nervøs – men resultatet er altså rigtig godt. Det er ikke 100% perfekt, men det er rigtig, rigtig tæt på.
Her kan I se mit udgangspunkt. Jeg har blot taget et billede af en hvid side på min computerskærm.
Der er en rigtig grim prik, ca. midt i billedet. Det er lidt nemmere at se, hvis jeg lejer lidt med kontrasten i billedet.
Puha. Man kan virkelig se hvor meget der faktisk kan samle sig af smuds og pletter på sådan en sensor. Den store grimme prik er faktisk et støvkorn. Da jeg gik igang med at rense, fik jeg bugt på denne ved at blæse med en blæsebælg ned på sensoren. Det kan godt være lidt risikabelt da støvet kan ende andre steder man ikke vil have det. Men jeg tog chancen, og jeg fik faktisk fjernet støvet i første hug. Men som i kan se er der også andet smuds. Her måtte mine nye Sensor Swabs i brug. Det var overraskende nemt og forholdsvis hurtigt. De anbefaler at man gentager proceduren et par gange, men da jeg ikke synes man skal rode for meget med sensoren nøjedes jeg med en enkelt tur. Herunder kan du se resultatet.
Som du måske kan se, er resultatet næsten perfekt. Hvis jeg roder lidt med kontrasten, afsløres det at rengøringen ikke er perfekt. Men
1) Det er kun første rengøring
2) Det er første gang jeg prøver det – måske hjælper erfaringen mig næste gang
3) Hele kittet (hvor der er til 12 rengøringer, en blæsebælg, en optisk klud, 25 antistatiske wipes, en støv-fjerne-pen samt en antistatisk børste) kostede ca. det samme som en professionel rengøring. Og jeg kunne i princippet bare have købt en blæsebælg og et rengøringskit – så havde det været endnu billigere.
Herunder kan du se det samme billede som ovenfor, hvor jeg har rodet lidt med kontrasten. Bemærk at der stadig er en lille prik nederst til venstre, selvom den ikke er særlig tydelig. Desuden eksponeringen ikke 100% jævn længere, men igen: vi taler virkelig om ubetydelige detaljer.
Så tør jeg anbefale andre at gå i gang med at rense sensoren selv? Tjo, jeg tror det er et spørgsmål om temperament og måske også prisen på ens udstyr. Jeg bruger selv et Nikon D80 (og vil gerne opgradere snart), så hvis mit kamera gik i stykker ville det være ærgerligt, men det ville omvendt også give mig en undskyldning for at opgradere tidligere.
Havde jeg lige købt mig et D700 eller D3s ville jeg måske være lidt mere tilbøjelig til at være forsigtig. Det er følsomt udstyr og det kan godt gå galt.
Du kan se en præsentation af det produkt jeg har anvendt på Photographic Solutions (se videoen om Sensor Swab). I afsnit 29 af D-Town TV kan du også se Matt Kloskowski bruge et andet, men meget lignende produkt, til at rense sin sensor.
Er der nogen af jer, der har erfaringer med selv at rense sensoren i jeres digitale spejlrefleks eller med at få det gjort professionelt?










Skriv din kommentar