Photoshop er en kunstart

Fra tid til anden støder jeg på særligt spektakulært Photoshop-arbejde på nettet. Værker hvor teknisk snilde og kreativitet går op i en højere enhed.

Jeg blev særligt fascineret da jeg så den belgiske fotograf Filip Dujardins originale værker. Konceptet går ud på at Photoshoppe forskellige arkitektoniske elementer sammen til bygningsværker der ikke eksisterer – men som man føler man bare må se. I den lette afdeling er der blot tale om velproportionerede huse uden vinduer og døre – men i den tungere afdelining er der tale om virkelig utrolige bygninger, som er konstrueret så overbevisende, at man i et øjeblik tror, de faktisk findes. Du kan se hans værker på BLDGBLOG.

Et andet sæt fantastiske billede, er disse “dyr-i-forkerte-rum”-billeder af Mikel Uribetxeberria (jeg er dybt taknemmelig for, at jeg ikke behøver at forsøge at udtale hans navn). Jeg fandt billederne på Shape+Colour, men du kan se dem i større versioner på hans egen hjemmeside. Jeg er særligt imponeret over, at dyrene falder så naturligt ind i det lys, der er i de lokaler de er placeret i.

PSDtuts havde de for nyligt indlæg med 40 inspirerende stykker Photoshop-arbejde i forbindelse med trykte reklamer. Der er nok mest tale om teknisk snilde, og realisme spiller ikke den store rolle. Man kan dog fornemme en trend, som jeg synes jeg finder mange steder på nettet, når det gælder Photoshop. Det barokke, detaljerede og atomiserede – brudstykker og mikro-detaljer. Jeg er ikke sikker på at jeg solgt til stilen, men det kan se ganske imponerende ud. Bedøm selv.

Apropos reklamer, synes jeg også du skal kaste et blik på dette eksempel på adbusting (hvis du ikke har set begrebet før, så kig her – jeg har tilsyneladende også skrevet om det før…): En reklame, der tydeligvis er photoshoppet, er blevet vandaliseret opgraderet med store plakater med Photoshop-værktøjer. Du kan se dem hos Brand Infection.


Skriv din kommentar