Avanceret fritlægning i Photoshop #2: Paths

Jeg er for tiden i gang med en serie om avancerede metoder til fritlægning i Photoshop. Dette er det andet tip i rækken. Du kan læse det forrige tip om masker her.

Tip #2: Start med en path
Når du arbejder med path får du meget perfekte streger. I modsætning til Lasso-tool, kan du opnå helt rene og kontrollerede linier, hvor du opnår præcis skarphed du ønsker. Til gengæld er det ret svært at bruge paths de første par gange man prøver det. Det kræver lidt øvelse.

Jeg plejer at starte et mere eller mindre tilfældigt sted på det jeg ønsker at fritlægge, og så arbejder jeg mig stille og roligt rundt om figuren. Et enkelt tryk, og jeg får et spidst hjørne, tryk-hold-og-træk, og jeg kan trække en bue. Jeg kan når som helst holde CTRL / CMD nede og gå tilbage og flytte de punkter der udgør min path. Når jeg har været hele vejen rundt, ender jeg i samme punkt som jeg startede og min path er færdig. Hvis du har problemer med at nå hele vejen rundt, kan du lave flere paths der til sammen udgør hele den figur du vil fritlægge. Et godt tip er at bevæge sig ca. en pixel eller to inden for figuren, sådan at man i realiteten skærer lidt af figuren. Resultatet bliver langt bedre end hvis du får for meget med.

Et par gode råd, når du laver Paths:

  1. Tag det roligt og lad dig ikke presse af tiden
  2. Hver gang du sætter et punkt, så tænk over hvor det følgende punkt skal sættes
  3. Brug en skrap farve til din path (du kan godt ændre den mens du tegner – bare dobbeltklik på farve-laget i din layers palette).
  4. Skru lidt ned for din opacity, så du kan se hvad du laver.
  5. Forvent ikke at det går godt de første 10 gange du prøver. Du skal nok blive bedre.

Når jeg har lavet min (eller mine) path(s), skal jeg have lavet en maske ud af mine paths. Det gør jeg ganske enkelt ved at hold CTRL / CMD nede og trykke på min path. Hvis jeg har flere paths jeg vil forbinde, holder jeg CTRL+SHIFT / CMD+SHIFT nede og trykker på hver af mine paths. Nu har jeg min markering, og er klar til at lave masken. Jeg skal sørge for at jeg står på det lag, jeg vil fritlægge, og så trykker jeg på maske-knappen.

Bemærk hvor skarpe og rene kanter man opnår sammenlignet med frihånds-lasso.

Hvis ovenstående ikke overbeviser dig, vil jeg tilføje, at det tog mig længere tid at lave Lasso-fritskrabningen end Path-fritskrabningen OG jeg fik ondt i både skulder og øjne af at lave den. Så hvis du ofte laver fritskrabninger og ikke bruger Paths, synes jeg du skal begynde at træne.

Næste tip gør vi det et skridt mere avanceret med brug af Channels til at lave fritskrabninger.


1 kommentar

  1. Tjek iøvrigt denne omfattende gennemgang af Pentool på PSDTUTS.

Skriv din kommentar