Da jeg sÃ¥ nedenstÃ¥ende billede pÃ¥ VisualComplexity tænkte jeg først: “Fedt. Et interaktivt, rumligt mashup, hvor der er tænkt over æstetikken”. Men jeg blev skuffet, da jeg klikkede mig frem til kilden.

Billedet er en detalje fra et værk – Bus structure 2am-2pm – der er baseret pÃ¥ the Sunday Minneapolis / St. Paul public transit system, med bussens bevægelse i de horisontale niveauer, mens tiden er afbilledet i de vertikale.

Jeg blev skuffet, fordi jeg så, at det blot var et foto af en kunst installation, hvor jeg havde håbet på, at jeg kunne få lov til at navigere mig rundt i figuren.

Men sÃ¥ slog fascinationen ned i mig. Jeg har tidligere kritiseret en del digitale visualiseringer for ikke at fortælle noget, fordi man ikke kunne aflæse indholdet, men kun blive overrumplet over kompleksiteten. Men her træder kompleksiteten endnu tydeligere frem, og giver en helt anden fascination. Jeg tror at min mere positive indstilling over for disse ‘Real Life Mashups’ er, at de har taget meget lang tid at lave. De er ikke kun komplekse i deres struktur, men ogsÃ¥ i deres skabelse. PÃ¥ en eller anden mÃ¥de virker det lidt for nemt for mig, bare at lave en uoverskuelig todimensional graf med forbundne noder, og kalde det en visualisering af data, fordi det ‘kun’ kræver en algoritme og et datasæt. Disse kunstinstallationer har krævet meget forberedelse og sikkert mange forsøg med materialerne, før det lykkedes at fÃ¥ strukturene til at stÃ¥ som ønsket.

Det jeg synes er s̴ interessant ved dette er, at jeg faktisk oplever at kompleksiteten virker mere konkret, n̴r jeg ved at den ikke blot er automatisk genereret. Det kan vel sammenlignes med at sammenligne en Yves Klein med en Sigmar Polke. De er begge gode kusntnere, men fascinationen af Yves Kleins bl̴ farve forsvinder ret hurtigt, hvorimod den Рm̴ske enkle Рdetaljerigdom i Polkes stil fascinere tilskueren.