Wisdom of crowds? Eller bare holdninger?
I forbindelse med mit speciale, er jeg begyndt at kigge lidt nærmere på begrebet Wisdom of crowds. Jeg er gået i gang med at læse James Surowieckis bog om emnet, og jeg tænkte at det var oplagt at dele lidt erfaringer her på bloggen. Jeg vil i øvrigt benytte bloggen til at reflektere lidt over nogle af de ting jeg læser, mens jeg skriver speciale – jeg håber I kan bruge det til noget.
Wisdom of crowds er et begreb, der bliver brugt meget i forbindelse med Web 2.0. Det klassiske eksempel er, hvordan Wikipedia er et forrygende godt leksikon, fordi der er så mange forfattere og ’korrektur-læsere’. En anden Web 2.0-relateret tilknytning er Open Source-begrebet, hvor udviklingen af software ikke er centralt styret, men er resultatet af tusindvis af udvikleres samlede, mere eller mindre ustrukturerede fælles indsats.
Men tilbage til Surowiecki og hans bog, The Wisdom of Crowds.
På et dyrskue i West England kunne man i starten af det forrige århundrede vinde en okse, hvis man kunne gætte hvad den ville veje, efter den var parteret. Den der kom tættest på det rigtige bud ville vinde. Det rigtige svar, som de mange bondemænd prøvede at gætte, var 1198 pund. Hvad det tætteste bud var, melder historien desværre ikke noget om, men det gennemsnitlige bud (baseret på 787 bud) var 1197 pund. Altså et næsten perfekt bud. Surowiecki beskriver det som, at hvis alle deltagerne havde været en og samme person, ville deres bud være ideelt.
Lad os sige, at en af 787 deltagere, vinderen af konkurrencen, rent faktisk gættede rigtigt. Hvordan kunne man så nemmest vurdere hvad oksen ville veje efter partering? At spørge en stor gruppe mennesker, der hver gav deres egen personlige, umiddelbare vurdering? Eller at søge alle deltagerne igennem, for at finde den ene person blandt de 787 mennesker, der virkede mest kvalificeret til at vurdere oksens vægt?
Wisdom of crowds handler altså ikke nødvendigvis om, at en gruppe af mennesker, vil være bedre til at vurdere en sag, end en ekspert på et givent område ville være. Men det kan ofte være den letteste og mest præcise måde at få et kvalificeret bud på.
Surowiecki er virkelig begejstret. Til tider virker han faktisk så begejstret for Wisdom of crowds-perspektivet, at man tvivler på, hvorvidt han husker at være kritisk over for denne kilde til ”visdom”. Det vil jeg vende tilbage til lige om lidt.
Der opstilles fire kriterier. Fire betingelser der skal være på plads, før at man kan antage, at en gruppe af mennesker til sammen kan skabe bedre resultater end en udpeget ekspert fra gruppen.
- Diversity. Det er ikke blot et spørgsmål om at man skal have mange med i en gruppe, før de kan træffe gode valg. De skal også have forskellige meninger. Jo flere meninger, jo bedre bliver det endelige resultat.
- Indepedence. Hvis folk ikke er i stand til at tænke sælg, vil de blot gøre som alle andre, og så er det kun et spørgsmål om at den der handler først, sætter trenden for alle andre (hvad han kalder information cascades).
- Decentrelization. Hvis folk alle kommer fra den samme organisation, hvis de alle er ledet af den samme leder, eller hvis der handlinger er internt afhængige i gruppen, vil det modvirke pkt. 1.
- Aggregation. Når alle folk har en stemme, kan de nemt komme til at overdøve hinanden. Der er brug for et eller andet form for system, der kan samle folks stemme.
Surowieckis holdning er, at crowds ikke er særligt gode til at få idéer. Det de kan, er at vælge den bedste løsning blandt mange, eller at træffe komplicerede beslutninger. Om ordet ’wisdom’ så er det bedste at bruge, kan måske diskuteres. Måske er der nærmere tale om ’opinion’ eller ’selection’ of crowds.
Med eksempler fra dyrelivet, børsmarkedet, sociale eksperimenter og forretningslivet tegner han et billede af, at der er mange situationer, hvor wisdom of crowds fungerer som en slags ’naturlig udvælgelse’ på speed. Et hans mere fascinerende eksempler er, hvordan børsmæglerne på få timer blev enige om, hvilken af de fire største fabrikanter der havde lavet dårlige komponenter til rumfærgen Challenger, der eksploderede 73 sekunder efter opsendelsen. Det interessante er, at teknikerne først kunne udpege, at det var en af producenten Morton Thiokols pakninger den var gal med. Netop det firma, der var blevet ramt hårdest på børsmarkedet. Med andre ord havde børsmæglerne, en nærmest clairvoyant indsigt i et teknisk område, de reelt ikke viste noget om.
Jeg er i tvivl om hvorvidt Surowieckis eksempel er utroligt godt – eller bare for godt til at være sandt. For jo! Det kan tænkes, at der har været rygter om, at Thiokol har haft nogle dårlige ingeniører ansat. Eller at tiltroen til de andre selskaber har været så høj, at Thiokol blot var den eneste mulige synder. Men omvendt kan det også være, at der blot har været en mægler, der har solgt sine aktier i Thiokol, og at alle andre straks har fulgt trop, uden egentlig at tage stilling (altså en information cascade).
Jeg tror ikke Surowieckis budskab er, at børsmægler har evner til at se ind i fremtiden, blot fordi de er mange. Men eksemplet er problematisk, fordi det hverken beviser eller afviser, at det er den kollektive visdom, der evnede at udnævne den ’rigtige taber’.
Som sagt er der masser af eksempler at trække frem fra bogen. Men mange af dem har det samme problem som ovenstående eksempel: Det er påfaldende – men det er ikke entydigt.
Surowiecki påstår jo naturligvis heller ikke, at på magisk vis opstår enestående resultater, så snart folk mådes i mængder. Som tidligere nævnt stiller han nogle kriterier op. Og her kommer vi så til den pointe, der fik mig til at påbegynde dette indlæg. Hvis vi skal kunne bruge wisdom of crowds konstruktivt, er opgaven for en udvikler/designer at skabe den aggregator, der sørger for diversity, decentrelization og independence. Det gælder uanset om man vil lave afstemninger om vægten på kvæg, eller om man vil lave den næste store Web 2.0 løsning.
Jeg vil påstå at en sådan aggregator nærmest udelukkende kan eksistere uden deltagernes viden om hvad de deltagere i. Der findes, som nævnt, masser af eksempler på wisdom of crowds. Men jeg vil påstå, at det i langt de fleste tilfælde kan diskuteres hvorvidt alle fire kriterier er fuldstændig opfyldt.
Så kan mindre gøre det?
(Og så lykkedes det mig alligevel at bruge Web 2.0 som en samlende betegnelse for social software på nettet. Pokkers!)
10:33, af Mads-Peter Eusebius Jakobsen 
Hvad skriver du om? Og ja, eller det vil sige nok måske muligvis nej. Men på den anden side kunne man give et tentativt men overvejende måske.
Min holdning er at det afhænger af medie og emne (som nogle store ting) Wikipedia er et godt eksempel. Mange af de historiske tekster er mindst lige så korrekte som de der er at finde på de store online leksikas, ofte er der oven i købet flere informationer på, og de er mere opdateret. Her viser Wisdom og crowds godt trod folk godt ved hvad de laver. MEN tager vi, igen på wikipidia et højeksplosivt emne som f.eks. Muhammed tegningerne så er meningerne så grupperet (altså ryger både Diversity, Indepedence, og Decentrelization) at wisdow of crowds ikke kan siges at være brugbart.
Hm.. Med et uovervejet skud fra hoften, så ved jeg ikke om man kan sige at højinteresse emner hvor følelserne spiller ind, gør det sværere at at komme med en “objektiv” betragtning. Mens lavinteresse emner (som er denne blog læseværdig he he) er nemmere at udtale sig om, da det ikke har nogen omkostninger at mene enten A eller B.
PS. I forhold til denne blogs læsevenlighed, så mener jeg A
Hej Klaus,
Tak for din kommentar. Og tak for din A-holdning til min blog. Tror jeg nok.
Ja, vi kan hurtigt blive enige om at Wikipedia er et rigtig godt eksempel på at folk i fællesskab kan skabe nogle virkelig utrolige ting. Men spørgsmålet er, om man ud fra Surowieckis kriterier, ville kunne have forudset at det ville fungere som godt som det gør. For godt nok er alle nye indlæg i Wikipedia ‘uafhængige’ i den forstand, at de er enkeltstående artikler, oprettet af en enkelt person, der har sin egen opfattelse af tingene. Men hver eneste gang der rettes i en artikel, sker dette jo på baggrund af den eksisterende artikel, og der er dermed ikke rigtig uafhængighed.
Ikke desto mindre ser det ud til at virke.
Så spørgsmålet er vel hvor gummi-agtige betingelserne er, og hvor meget vi kan bøje dem, før vi begynder at få informationskaskader og lignende uhensigtsmæssige fænomener.
I øvrigt havde jeg en diskussion med min kæreste om, hvad der mon ville ske, hvis det var op til hele den danske befolkning at stemme, hver gang en person skulle dømmes i det danske retssystem.
Ville folk tilsammen f.eks. kunne ‘gætte’ rigtigt, om hvorvidt en pædofili-anklaget er skyldig?
Jeg tror wisdom of Crowds vil være en rigtig dårlig ide i forhold til et retsystem.
Men skulle der udarbejdes et dokument om hvorfor Pædofili opstår og hvordan det på sigt kan forhindres og sidst hvordan det skal håndteres når det opdages, der tror jeg Wisdom of crowds kunne have en positiv effekt, da de embedsmænd eller forskere som normalt udarbejder den slags dokumenter, har en begrænsning i hvor mange vinkler de vil kunne anlægge.
Er vi ude i skylds spørgsmål bliver det hurtigt en diskussion om “du er med eller imod” altså en grupperet stillingtagen.
Men det er også netop det, som Surowiecki mener at Wisdom of crowds kan bruges til: Til at træffe et valg. Han skriver, at crowds ikke er særligt gode til at få idéer eller til at være kreative, men fænomenale til at træffe det rigtige valg.
Men derudover er jeg personligt fuldstændig enig i, at det ikke ville være så smart, at gøre folkeafstemninger til en del af det danske retssystem. Jeg er dog i tvivl om hvad Surowiecki ville mene…?
Jo men sammenligner vi Surowiecki eksempel med “wallstreet” raket noneksperterne og en stillingtagen med pædofili, mener jeg at du i sagen med raketten ikke har noget på spil, men i pædofilisagen bliver det ligesom et spørgsmål om du er for eller mod pædofili, altså din beslutning kan ret faktisk få betydning for dit eller dine børns liv.
En anden ting, så er det nemmere at måle om en tyr nu vejer 789 kg end det er at beslutte om en person er skyldig eller ikke. altså hvis vi skal tale ud fra mere målebare resultater i positivistisk forstand. For i skyldsspørgsmål er der jo ofte tale om (nu siger jeg D ordet) diskurser som vedtager at denne person er skyldig.
Faktisk kan disse diskurser være så vedholdende at selv personer som er frikendte, stadigvæk ses som skyldige i den lokale kontekst forbrydelsen er sket.
Så jeg tror at Surowiecki har fat i noget af det rigtige, det kan bare ikke altid bruges. Vi har stadigvæk brug for eksperterne, det nye er at eksperterne måske i højere omfang end før kan få glæde af os, og at i nogle situationer er der ikke brug for eksperterne.
Jeg tror i bund og grund vi er enige.
Men jeg tror ikke at børsmæglerne følte ‘at de ikke havde noget at miste’ (selvom vi godt kan blive enige om, at det ‘bare’ er penge, omend rigtig mange af dem).
Apropos din kommentar om at det er nemmere, at vurdere en vægten på en tyr, end hvorvidt en person er skyldig, uden at kende detaljerne, er jeg naturligvis helt enig. Men denne forskel på emner virker ikke umiddelbart til at være noget der ligger Surowiecki på sinde. Det er ikke et kriterium, at individerne skal vide noget om det de ’stemmer’ om (eller hvad de nu gør). Det der lægges vægt på, er at de ved noget forskelligt. Det interessante spørgsmål er: Ville det gennemsnitlige gæt på tyrens vægt være lige så godt, hvis ingen af deltagerne havde kunnet se dyret? (det havde det næppe).
Hejsa. Tak for linket og for en interessant uddybning af noget jeg har hørt om utroligt mange gange men aldrig selv fået gået i dybden med.
Fedt du sætter det i en kontekst til sidst, og netop peger på at det sociale medie skal være “aggregator”. Jeg mener dog de tre andre ligger hos brugerne, dvs. diversitet, decentralisering og selvstændighed. Eller har du nogle tanker omkring hvordan et medie kan sikre brugere/en gruppe med disse karakteristika? Man kan selvfølgelig i sit design sørge for at appellere bredt – hvordan ellers?
Bortset fra det er jeg selvfølgelig også lodret uenig i om deltagerne må vide noget om det de deltager i
. Ellers var hverken Wikipedia eller open source nok ikke blevet så stort. Jeg tror – som I vist også er lidt inde på i tråden her – at man måske snarere skal skelne mellem holdningsspørgsmål (stor risiko for diskurser/information cascades) eller spørgsmål – også af meget kompleks karakter – der på en eller anden måde kan besvares med fornuften. Eller spørgsmål som enten “koster noget” eller ej at svare på for brugerne. Det er tæt på omkostningsfrit for mig at komme med et bud på vægten på en tyr (hvis jeg svarer forkert var det bare svært at gætte et tal), hvorimod omkostningerne ved at have den forkerte holdning til fx pædofili kan være høje – jeg kan tabe ansigt. Derfor vælger folk oftere – ved holdningspørgsmål – mere polariserede holdninger, og lægger sig oftere op af venners holdninger om emner som om man kan lide homoseksuelle, Bush el. lign – og derfor bliver artiklerne låst for redigering i Wikipedia.
Spændende emne – og fedt vi kan læse lidt med i specialeskrivningen her fra sidelinien
Hej Camilla,
Tak for kommentaren.
Mht. til det med, om man blot gør som de andre, og om det har en betydning, hvorvidt folk har ‘noget at miste’, mener Surowiecki faktisk, at der er større risiko for informations kaskader (altså at folk følger ukritisk med, uden at egentlig at tage stilling selv eller uden at bruge deres egen viden) når folk ikke har noget at miste. Med andre ord mener han, at der er bedre kår for Wisdom of crowds, hvis de involverede rent faktisk ‘har noget på spil’.
Hej Mads Peter
Jeg glæder mig rigtig meget til at følge med i din vidensopsamling i forbindelse med specialeskrivning. Fedt, at du deler det med alle feed-modtagerne og andre læsere af bloggen. Så vidt jeg lige forstod det, sneg du dig bare elegant uden om spørgsmålet Klaus Boch: Hvad skriver du om? (og jeg er sikker på, det var speciale og ikke blog, han tænkte på der.
Kør endelig på.
Jeg kan i øvrigt godt ærgre mig noget over, at jeg ikke fik læst dagens epistel, inden jeg satte mig og gloede tomt på TV2’s nye (og ja: tåbelige) quiz.
Her bliver deltageren stillet over for publikums mening ved hvert spørgsmål og kan så efterfølgende gætte selv.
Jeg kunne godt have tænkt mig at se, om den holdt, så måske bliver jeg nødt til at henslæbe en hel time med Hans Pilgaard (suk) næste uge. (Det kan også være, at publikum er så lille og så lidt repræsenatativt, at det ikke er pålideligt, og så vil jeg have spildt mine gyldne 60 minutter.)
Nogen, der så det?
Lune hilsner
Steen
Så vidt jeg lige kan se, ku’ WoC godt være et værktøj her.
Tak for kommentaren, Steen.
Ja, jeg fik mig sneget uden om Klaus’ spørgsmål. Jeg har tænkt mig at skrive et kort indlæg om hvad specialet vil handle om. Forhåbentlig allerede i dag.
Det er rigtig rart at høre, at der er nogen der interesserede i at læse med over skulderen – jeg tror også det er en rigtig fin måde for mig, at reflektere lidt over det læste stof. Så hvis alle får noget ud af det, ser jeg ingen grund til ikke at fortsætte med det.
Mht. quizprogrammer, som jeg ikke har set, bliver jeg mindet om noget Surowiecki faktisk skriver om, nemlig livlinerne i Hvem vil være millionær.
“… in fact, the “experts” did okay, offering the right answer – under pressure – almost 65 percent of the time. But they paled in comparison to the audiences. Those random crowds of people with nothing better to do on a weekday afternoon than sit in a TV studio picked the right answer 91 percent of the time.”
Så det lyder da umiddelbart til at være et interessant (omend tåbeligt) quiz-concept.