Første gang – igen
Jeg må indrømme, at jeg længe har gået med en fornemmelse i maven, at jeg ville springe ud i at blogge. Jeg har tidligere gjort et par halvhjertede forsøg, og det er aldrig rigtigt lykkedes at holde ved. Men nu vil jeg prøve igen.
Jeg tror måske, at jeg tidligere har begået den fejl, at indsnævre mine blogs til meget specifikke emner. Slut med det. Denne gang skriver jeg om det, der umiddelbart falder mig naturligt at skrive om. Om det så er erfaringer fra cykelstien, en fed basgang, opskriften på kylling i vodka eller et stykke php-kode jeg ikke kan få armene ned over, så får det plads i bloggen. Så ingen målgruppe-strategi i denne omgang. Det er vel også det hele Web 2.0-tankegangen handler om. Du behøver at læse alle mine blog-indlæg, men du er velkommen til at læse dem du har lyst til.
Da jeg fik tanken, at jeg ville begynde at blogge, besluttede jeg mig for at jeg ville forsøge at skrive mit eget blog-modul i PHP. Men da jeg så hvor nemt og tilgængeligt WordPress var, synes jeg at det var for mange timer at smide efter noget, der allerede fandtes i forvejen. Så hellere bruge timerne på noget mere fornuftigt. Og det ser umiddelbart rigtig godt ud, dette WordPress. Der er alle de funktioner jeg umiddelbart leder efter, jeg kan customize det, hvis jeg får lyst, og det kan udvides med plugins.
Så nu prøver vi. Ønsk mig god vind med at holde fast i at blogge.






Skriv din kommentar